Forenklingsudvalgets rapport om fremtiden for det danske erhvervsfremmesystem indeholder mange gode forslag om netop forenkling. Det skal naturligvis være nemmere for virksomhederne at overskue tilbuddene om rådgivning og støtte, end tilfældet er i dag. Det er vi enige i. Men rapporten indeholder også en række forslag, som grundlæggende er udtryk for et ønske om at centralisere systemet, og det er vi stærkt uenige i.

I vores optik vil disse forslag kraftigt reducere udbyttet for især små og mellemstore virksomheder uden for de store byer. Vi skal have vækst og udvikling i hele Danmark, og det kræver en lokal forankring.

På Vestfyn har vi organiseret den lokale erhvervsfremme i et samarbejde mellem Assens Kommune og den private organisation Udvikling Assens, og den struktur fungerer godt for vores virksomheder. Vi ønsker fortsat, at Udvikling Assens skal have en central rolle i arbejdet med vækst og udvikling. Vi har herudover et givtigt samarbejde på tværs af kommunegrænserne, og det skal naturligvis fortsat prioriteres til gavn for virksomhederne.

Det system, Forenklingsudvalget lægger op til, vil fjerne nærheden og den stærke lokale kontakt og kendskab til vores virksomheder. Ved at fjerne den bro, der formidler de specialiserede tilbud til virksomhederne, vil langt færre virksomheder bruge og nyde godt af erhvervsfremmesystemet. Der vil reelt ikke kunne arbejdes med vækst og udvikling i praksis på det kommunale plan.

At tro at man med ét centralt erhvervshus i regionen kan klare den opgave, Udvikling Assens løser i dag, og nå lige så bredt og kvalificeret ud, som de gør, er utopi. Der vil være alt for langt til rådgivning både fysisk og mentalt fra den enkelte iværksætter og virksomhed.

Og det gælder i øvrigt både vækst og udvikling i hver enkelt virksomhed og i forhold til synergien mellem erhvervsservice, erhvervsudvikling og myndighedsbehandling i samspillet mellem det private og kommunale niveau.
Vi ønsker forenkling, men vi ønsker ikke centralisering. Vi efterspørger kvalificeret lokalt forankret erhvervsfremmearbejde med fokus på nærhed, for det giver netop den skræddersyede service, vi har behov for. 

Ivan Sløk
TOTALBANKEN
Bestyrelsesformand, Udvikling Assens

Søren Steen Andersen
Borgmester
ASSENS KOMMUNE

Morten Rasmussen
SCANKAB

Jacob Schjern Andersen
IDEAL ADVOKATFIRMA

Peter Baggerman
BOE-THERM

Jacob Bjerre
SCANDINAVIAN TOBACCO GROUP ASSENS

Ralf Astrup
CABINPLANT

Bo Eriksen
PLUM

Jesper Skytte
NIPA

Henrik Dalsgaard
SCAN

John Nyhøj Kristensen
ERHVERVSPARKEN TEP

Klaus Lebæk
LEBÆK

Jesper Seistrup
BORRING PLAST

Mikkel Kristoffer Wildfang
MONTANA

Frank Max Laursen
MICRO TECHNIC

Søren Poulsen
FKI FAST FOOD TEKNIK

Louise Helmer
CENTROVICE

 


Læs andre nyheder her

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få information om arrangementer, støttemuligheder og meget andet.
Please wait